Skrevet d. 11/6-2011

 

Denne dag måtte gerne være blevet væk
Jeg begriber det slet ikke.
Hvordan det har kunne gå så galt forstår jeg slet ikke.

Vi gik igang med at gøre hoved rengøring i drengenes bur omkring 12:30 tiden, drengene kom i transport kasser som vi har gjort det SÅ mange gange før vi for skilt burene ad og går i gang med at skubbe dem ned.
Kl 13:30 er vi ved at være færdig med rengøringen er buret og skal til at samle det, jeg er ved at vaske en bund af ude i badeværelset da Benny kalder på mig og siger at der er noget helt galt med nogen af drengene, de havde tumlet rundt få minutter inden men pludselig var de bare stille, helt helt stille og da vi kigger til dem er de totalt passive og gennembadet i sved.
Jeg tager bunden fra et af de tomme bure vi havde stående og for dem ned i den, jeg tjekker dem og allerede der er flere af dem borte - dem der stadig trak vejret var meget slappe, meget passive og var generalt virkelig skidt tilpas.
Jeg tager dem alle sammen med ud i køkkenet og bader dem under den kolde hane for at køle dem ned, der er ingen tvivl om at varmen har været for meget for dem - de var direkte glo hedene
Efter et kølene bad lagde jeg dem tilbage i bunden fra buret og satte dem direkte foran blæseren som står lige foran den åbne havedør i håbet om at de så ville kunne køles yderligere ned på den måde.
Mens de ligger der og mildest talt ser rigtig rigtig skidte ud fanger jeg en vandflaske og fylder den med vand direkte fra køleskabet så det var godt koldt og knuste noget druesukker som jeg smed i vandet - derefter satte jeg med ved siden af bunden og tog rotterne en efter en og prøvede at få dem til at drikke nogen af dem drak villigt, mend de andre ikke ville drikke overhovedet
Efter 1½ time kæmpede jeg stadig og endte med at ringe til Sofie for jeg anede virkelig ikke mine levende råd mere allerede der havde jeg mistet 8 drenge, Sofie siger at jeg ikke rigtig kan gøre mere andet end at se tiden an og hele tiden prøve at tvinge lidt vand i dem i håbet om at de ville komme tilbage til den virkelig verden og her er jeg er totalt ødelagt, jeg har vitterligt ikke tudet sådan siden jeg mistede min Lipton dreng for nogen år siden.
Jeg snakkede med Sofie i ca. 30min mens jeg på samme tid prøvede at bevare overblikket samt prøvede at få de sidste drenge til at drikke bare en lille smule.
Sokka drak villigt, og jeg troede virkelig at han om nogen ville klare den for han gav en smule modstand samt han drikkede alt hvad jeg kunne give ham af væske uden at protestere eller andet, Yong bevægede sig rundt men nægtede pure at drikke noget som helst uanset hvad jeg prøvede, Eros og Gosh var begge fudstændig passive men Gosh drak i det mindste en smule når jeg gav ham vand og sidst men ikke mindst var der Omega der tøffede rundt letter forpjusket men han drak gladeligt og slap kun modvilligt dunken for at trække vejret.
Dette fortsatte jeg med i yderlige 1 time da Gosh giver op, der går ikke mere end et par minutter så giver Eros også op
Men Sokka drikker stadig og virker til at live lidt mere op for hver gang han drikker, Yong nægter stadig at indtage væske men tøffer stadig rundt og virker mest af alt bare udmattet og træt, Omega drikker også stadig og tøffer rundt og er aktiv - Jeg begyndte virkelig at tro på at om ikke andet så ville Omega og Sokka klare den, de viste så store fremgang i forhold til Yong, Omega livede enda SÅ meget op at jeg troede han var nogenlunde uden for fare og satte ham derfor ind i buret til sin gruppe eller rettere sagt dem der var tilbage og han drak både vand og spiste dä også en smule og lige præcis der var jeg SIKKER på at han ville klare den.
Yong og Sokka kom ind i et reserve bur hvor vi konstant kunne holde øje med dem, give vand med jævne mellemrum og vi havde egentlig ikke meget valg da solen var begyndt at stå direkte ind af havedøren og buret stod henne i hjørnet langt langt væk fra solen så de stod i skygge - der blev sat en gulv blæser hen til buret så der hele tiden kom køligt luft ind til dem.
Lige her omkring mistede jeg fuldstændig tidsfornemmelsen jeg aner ikke om der gik 5min eller 1 time da Yong vælger at give op
Efter at have fjernet Yong fra buret var der kun Sokka tilbage jeg tager ham ud giver ham lidt at drikke og han drikker som altid gladeligt, jeg sætter ham tilbage i buret og der går MAX 3min da Benny kommer og siger at han ikke længere trække vejret, min lille Sokka dreng der hvade kæmpet SÅ hårdt sammen med mig tabte kampen.
Sofie skriver til mig på msn og spørg hvor mange jeg har mistet og hvor mange der egentlig efterhånden er tilbage og jeg vælger at tjekke buret for at sikre mig at dem der går i deres normale bur stadig har det fint og godt for at kunne give hende et så præcist et svar som muligt, det undre mig at jeg ikke ser Omega tøffe rundt og da jeg tjekker huset finde jeg ham død med Babushka liggene halv vejs hen over ham som om han prøvede at holde ham varm, det kan ikke have været længe han havde ligget der for han var stadig varm
Indtil nu har det alt i alt kostet mig 13 drenge, jeg har KUN 11 drenge tilbage der er over halvdelen af alle mine basser der er gået til ved det pis her

Jeg fatter det ikke, jeg kan slet ikke forstå at det kunne gå SÅ forbandet galt
Min samvittighed for tæller mig at jeg kunne have gjort meget mere, men min hjerne ved ikke hvad det skulle have været.
Mit hjerte er knust i SÅ mange stykker at jeg tvivler på at det nogensinde bliver helt igen.
Min sjæl er revet ud og markuleret.

Og det er her jeg tænker, er det virkelig alt det her værd?
Er det alt den smerte værd?
Burde man ikke bare droppe det hele og kaste håndklædet i ringen?
Give fortabt?

Jeg elsker de forbandede små kræ SÅ højt og det smerte mig udover alle grænser at miste dem, men i dag har jeg mistet SÅ mange på EN gang at jeg ikke kan håndtere det.
Jeg er færdig.
Brugt.
Slidt op.

Kunne jeg have gjort mere for dem?
Gjore jeg virkelig alt hvad jeg kunne?

Resten af drengene er under skarp overvågning fra både Benny og mig, er der en der så meget som slingre forkert i det bliver han revet ud til tvangs fodring af vand med druesukker, jeg håber, beder ja tigger vor herre om at jeg ikke skal miste flere - jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det.

Det ene øjeblik stor tuder jeg som et barn, næste øjeblik tager fornuften igen over sammen med fornuften kommer lysten og modet på at kæmpe vider også og så BANG så ryger jeg ned igen og stortuder.
Denne rutchje bane af følelser er ved at rive mig helt i stykker.

Jeg ved ikke engang hvor jeg vil hen med alt det her, jeg har bare brug for at få luft, jeg har brug for at komme ud med det - men det jeg allermest har brug for kan jeg ikke få, nemlig mine drenge, mine skønne slaske bamser mine elskede børn, de er væk og jeg kan ikke gør en pind.

Til dem af jer der rent faktisk nåede hertil 100 tak for at bærer over med mig, tak for at have brugt jeres tid på at læse om min ualmindelige dårlige dag - det betyder mere for mig end i nogensinde kommer til at kunne forstille jer.

Og et endnu støre tak til Mille og Sofie der bar over med mit barne gråd i telefonen og støttede og stadig støtter mig igennem dette helvede.
Jeg elsker jer for at være der for mig, og jeg elsker jer fordi i dem i er.

Mette (lilly_lazer), Louse i skal også have en kæmpe tak for at lytte via msn - havde det ikke været for alle jer skønne mennesker ville jeg ikke have klaret dette her, så ville jeg uden tvivl været gået totalt neden om og hjem.

 

RIP mine elskede babyer, jeg er SÅ ked af at jeg ikke kunne gøre mere for jer.

Jeg ville ønske ta jeg kunne tage jeres plads, så i kunne komme tilbage og nyde jeres liv som i burde.